For fjerde år i træk sætter Fiat Europa rekord i CO2-reduktion og placerer sig som nummer et på listen over de mindst CO2-udledende nye biler i Europa. Det viser en ny analyse gennemført af JATO, verdens førende organisation inden for analyser og forskning i bilindustrien, som har målt CO2-udledningen fra nye biler i Europa i 2010.
Blandt de ti største bilmærker i Europa har Fiat de biler, der udleder mindst CO2. Det viser en analyse af den gennemsnitlige CO2-udledning fra nye biler, der er solgt i Europa i 2010. Analysen er gennemført af den uafhængige rådgivnings- og forskningsenhed JATO.
Det er fjerde år i træk, at Fiat markerer sig som det bilmærke i Europa, der har den laveste CO2-udledning. Ifølge analysen udledte en ny Fiat i 2010 gennemsnitligt 123,1 g/km, hvilket er næsten 7 g/km mindre end de miljøkrav, EU har opstillet for 2015 (130 g/km). For Fiat er det en forbedring på 5 g/km i forhold til 2009 og en samlet CO2-reduktion på 10 pct. over de sidste fire år.
"Det er en mærkesag for Fiat at producere biler med omtanke for miljøet. Derfor er vi selvfølgelig enormt glade for, at den massive indsats, som Fiats mange ingeniører hver dag yder for at gøre vores biler så miljøvenlige som muligt, giver positive resultater, der kan komme både miljøet og vores kunders pengepung til gode," siger pressechef Steffen Holm, Fiat Group Automobiles Denmark A/S.
Innovativ teknologi
Det seneste eksempel på Fiats evner til at udvikle teknologi med tanke for miljøet er den revolutionerende TwinAir-motor - en tocylindret turbomotor, der bygger på Fiats MultiAir-teknologi, og som er en af de mest økonomiske benzinmotorer på markedet. I Fiat 500 TwinAir 0.9 med 85 hk kører man helt op til 24,4 km/l med manuelt gear og 25,0 km/l med Duallogic Automatgear. CO2-udledningen er nede på blot 95 g/km.
TwinAir er et godt eksempel på 'downsizing' af motorerne, så brændstofforbruget og CO2-udledningen reduceres uden at påvirke ydelsen. Men også opfindelser som Start&Stop-systemet og softwareprogrammet eco:Drive er stærkt medvirkende til, at Fiat kan fastholde sin førerposition på miljøområdet. Eco:Drive er udviklet i samarbejde med Microsoft og kan analysere chaufførens kørestil og derefter komme med anbefalinger til, hvordan man kan opnå et lavere brændstofforbrug. Det foregår ved, at bilen sender data til eco:Drive-softwaren i Blue&MeTM, som hentes via en USB-nøgle og overføres til en computer. På computeren får man information om sin kørsel og gode råd til, hvordan man kan forbedre kørslen, så man bruger mindre brændstof og udleder mindre CO2.